Spanien er ifølge den Mexicanske forfatter, Carlos Fuentes, det land i Europa, der er blevet invaderet af flest folkeslag gennem historien.
I Spanien er der fundet utallige forhistoriske menneskefund, og i Altamira-hulerne i Nordspanien, finder man de berømte hulemalerier, der blev opdaget i 1879.
I det 9. og 8. århundrede f.Kr. slog kelterne sig ned i den centrale og vestlige del af den iberiske halvø, og gennem de næste århundreder blev Den Iberiske Halvø befolket af både grækere og fønikere.
Romerne kom til den iberiske halvø efter at Hannibal i 219 f.Kr. var kommet til Emporion nord for Barcelona og dermed havde brudt aftalen med romerne om ikke at bevæge sig nord for Ebro-floden. Året efter begyndte Hannibal som bekendt at bevæge sig over alperne mod Rom.
Rom klarede skærene efter 17 års problemer med Hannibal, der nåede Roms byporte, og i 201 f.Kr. sluttede den anden puniske krig. Herefter tog det romerne 2 århundreder at få resten af den iberiske halvø under kontrol, hivlket faldt sammen med en fredsperiode i hele romerriget (pax romana).
I løbet af 300-tallet begyndte romerriget langsomt sit sammenbrud og det romerske Spanien oplevede talrige invasioner fra germanske folkeslag, der krydsede grænsen. Omtrent samtidig tog romerriget kristendommen til sig: i første omgang med ediktet fra Milano der i 313 e.Kr. sikrede religionsfrihed i Romerriget, det økumeniske kirkeråd i Nikea i 325 e.Kr og endelig kejser Theodosius erklæring af kristendommen som den eneste statsreligion i 380 f.Kr.
Et af de germanske folkeslag, der kom til Den Iberiske Halvø, var visitgoterne. De fik i starten af 400-tallet kontrollen over halvøen og beherskede den over de 3 følgende århundreder.
I 711 krydsede en række maurerske folkeslag (hæren bestod ikke blot af arabere, men også af en lang række folkeslag fra Den Arabiske Halvø til Marokko), der havde sluttet sig til hæren. På blot 7 år fik hæren kontrol over det meste af den iberiske halvø og kunne i 718 begyndte sig indtog i Frankrig. Først i 732 blev hæren stoppet af Charles Martel.
Hermed begynder den periode, der i Spanien, går under betegnelsen reconquistaen (la reconquista), dvs. tilbageerobringen af området, erobret af maurerne, der skulle komme til at tage næsten 800 år. Det er dog en forenkling at se hele den lange periode, som en kamp mellem muslimer (maurerne) og de kristne. I lange perioder er krigen i lige så høj grad en krig kristne imellem og muslimer imellem.
Efterhånden som de kristne styrker (frankerne og visigoterne) skred frem forskansede maurerne sig mod syd i området, de kaldte for Al-Andalus. Maurernes Al-Andalus var på mange punkter langt længere fremme i skoene end det nordlige i centrale Europa. I byen Córdoba boede nogle af Europas mest lærde folk og her havde man gadelamper på gaderne længe før de kom frem længere nordpå.
De klassiske græske tænkere. Blandt tænkerne i Al-Andalus kan man fremhæve den arabiske forfatter Averroes, deroversatte og nyfortolkede en række af Aristoteles skrifter og den jødiske tænker Maimonides, der forsøgte at forene jødedommen og Aristoteles værk.
Lærdomscentrene i Al-Andalus kom til at betyde en vigtig indflydelse på den kristne kultur mod nord og er ofte blevet fremhævet som impulsator af det, der er blevet kaldt for proto-renæssancen. Måske var det desuden inspirationen fra den mauriske.
Al-andalus er ofte blevet fremhævet som eksempel på en fredelig sameksistens mellem jøder, kristne og muslimer og flere byer under maurisk kontrol (herunder Toledo) har fået tilnavnet ”de tre kulturers by”.
