Gaudí voksede op i en periode, hvor Catalonien var i gang med at genopdage sin gloriøse fortid. Den store ekspansion af Barcelonas byrum, der startede, da man i 1859 begyndte at rive byens gamle byporte og bymure ned, og som betød, at byens areal voksede fra 20 til 200 km 2 på få år, banede vejen for en enorm arkitektonisk produktion i løbet af de næste årtier.
Denne ekspansion faldt på den ene side sammen med en tilstand af økonomisk velstand, der skyldtes den catalanske industris opblomstring, og på den anden side et kulturelt opsving, der går under navnet Cataloniens renæssance (la renaixença), og som kendetegner periodens voksende nationalisme (eller catalanisme) og nostalgiske historicisme. Disse forhold var de ideelle betingelser for den kunstneriske fornyelse inden for arkitekturen, der skulle kendetegne de to årtier før og et årti efter århundredeskiftet, og som går under navnet el modernisme - ikke at forveksle med den europæiske modernisme, der netop afløste den catalanske modernisme i starten af det 20. århundrede.
Perioden er kendetegnet ved genopdagelsen af regionens arkitektoniske arv, og herunder særligt middelalderens og den gotiske byggekunst. For catalanerne repræsenterede middelalderen en storhedstid, der ikke var set siden. Middelalderen var perioden, hvor catalansk var det mest talte sprog i Middelhavet bortset fra aramæisk, det var tiden før regionen mistede sin storpolitiske betydning da Catalonien kom til at høre under Spanien og de habsburgske og de bourbonske styreformer.
Derfor er det naturligt, at middelalderens arkitektur tillægges en betydning, der går ud over bygningernes rent kunstneriske og æstetiske værdi. Gaudí var en del af denne bevægelse og han slog hurtigt sit navn fast som en af modernismens vigtigste arkitekter - men Gaudí var langt fra en enlig svale. Den catalanske modernisme var en bred bevægelse, der omfattede en lang række navne af arkitekter og kunsthåndværkere, som Gaudí enten samarbejdede eller konkurrerede med. Blandt periodens vigtigste skikkelser regnes Lluís Domènech i Montaner (1850-1923), Josep Puig i Cadafalch ( 1867-1956) , Josep Vilaseca i Casanovas (1 848-1910) og Enric Sagnier (1 858.-1931) .
Gaudí blev født d. 25 juni 1852 i Reus. Hans forældre kom begge fra familier med stærke håndværksmæssige traditioner, og faderen, Francisco Gaudí, arbejdede i sit værksted el Mas de la Calderera . Gaudí lagde selv vægt på vigtigheden af, at han kom fra en håndværksmæssig baggrund. Gaudí var mere praktisk end teoretisk anlagt som arkitekt, fra sin familie havde han lært at arbejde med hænderne, men ikke at bruge tegninger eller abstrakte modeller.
Gaudí kultiverede efterhånden en særlig kreativ, organisk byggeproces, der har træk til fælles med kunsthåndværkerens arbejdsproces, og det blev hurtigt en regel snarere end en undtagelse, at han i selve byggeprocessen foretog grundlæggende ændringer i bygningens struktur – til stor frustration for dem, der udførte arbejdet. Gaudís baggrund kan måske også forklare, hvorfor arkitekten som regel ikke opnåede mere end middelkarakterer på arkitektskolen i Barcelona. Skolens leder, arkitekten Elias Rogent (der bl.a. byggede Universidad de Barcelona på Plaça Universitat), sagde om Gaudí, da han skulle overrække hans eksamensbeviser: ”Mine herrer, vi befinder os i selskab med et geni eller en vanvittig!”
Allerede i en tidlig alder besøgte Gaudí jævnligt klosteret Reial Monestir de Santa Maria de Poblet. Her havde de catalanske konger regeret i Cataloniens storhedstid, og de var blevet begravet der fra det 14. århundrede. På Gaudís tid var klosteret forfaldet, og klostrets fordums storhedstid var gået i glemmebogen; men ikke hos Gaudí og hans venner Toda og Ribera. De udarbejdede sammen en plan for restaureringen af klostret, og Toda skrev lange og sentimentale elegier om klostret. Også den gotiske katedral i Tarragona, der befandt sig blot 10 km. fra Reus, var en vigtig inspirationskilde i ungdomsårene.
I 1868 fraflyttede Gaudí Reus, og fem år senere begyndte han på Arkitektskolen i Barcelona. Her fik han adgang til bøger om Spaniens stolte arkitektoniske traditioner, og særligt den arabiske arkitektur og mudéjarstilen påvirkede ham i disse år. Også den franske arkitekt, Viollet-le-Duc, der bl.a. havde leddet restaureringen af middelalderborgen i Carcassonne, og den engelske arkitekt, John Ruskin, der havde plæderet for en historicistisk arkitektur, var vigtige inspirationskilder i perioden.
I sommeren 1878 fandt et skæbnesvangert møde sted i Barcelona. Her mødte Gaudí den stenrige Eusebi Güell i Bacigalupi, industrimagnet, catalansk nationalist og kunstinteresseret. Eusebi Güell havde skabt sin formue takke være den voksende tekstilindustri, og på rejser til England havde han lært om de sidste nye kunststrømninger og stiftet bekendtskab med de socialistiske idéer om socialt byggeri. Güell havde tidligere dette år besøgt verdensudstillingen i Paris og havde her blandt andet set en 3 meter høj glasvitrine af Gaudí, der havde imponeret ham. Da de to landsmænd mødtes var Eusebi Güell 31 og Gaudí 26 år. Begge mænd havde fremtiden for sig og med mødet blev et mangeårigt og givende samarbejde indledt, der skulle berige Barcelona med nogle af sine mest karismatiske arkitektoniske værker.
De fleste af Gaudís tidlige projekter i begyndelsen af 1880’erne er præget af påvirkningen fra den arabisk arkitektur. I denne periode byggede Gaudí bl.a. Casa Vicens og Casa Comillas. Det særprægede Casa Vicens blev opført for Manuel Vicens i Montaner mellem 1883 og 1888 i calle Sant Gervasi de la Ciudad Condal (i dag, Calle les Carolines). Her er brugen af kakler altdominerende, et velvalgt byggemateriale i denne sammenhæng idet Vicens ernærede sig ved produktionen af netop kakler. Den næste periode er kendetegnet ved en større påvirkning af gotikken/neogotikken.
El Colegio Teresiano i Barcelona er et af de første værker, hvor indflydelsen fra denne byggestil bryder igennem. Det gælder også det første større værk for Güell, Finca Güell. Fra dette værk er særligt drageporten – et mesterværk i smedejern – blevet berømt. Det refererer til en af hovedværkerne i den nye generations nationalistiske litteratur, Jacint Verdaguers L’Atlàntida fra 1878. Dragen henviser til en omskrivning af myten om Hesperiderne, hvor en drage med vinger vogter en have, hvor der bor tre smukke nymfer. Herkules overvinder dragen og kan således komme ind i haven.
Også det storladne palads, Palau Güell, bygget et stenkast fra Barcelonas gotiske kvarter hører til den gotiske periode, og har talrige referencer til catalansk kultur og historie. Et andet af periodens hovedværker er krypten til kirken Colonia Güell. Bygningen spiller en hovedrolle som et arkitektonisk forstudie til den endelige udformning af La Sagrada Familia. Tegningerne, Gaudí efterlod, viser tydelige ligheder med La Sagrada Familia og indikerer, hvordan kirkens nedre del efter planerne skulle have haft samme bølgende form som taget på skolen ved siden af la Sagrada Familia. Desuden er det bærende element i krypten de skrå søjler, der skulle blive dominerende i la Sagrada Familia.
Med konstruktionen af Casa Batlló (1904-06) når Gaudís karriere sit foreløbige højdepunkt, og her udvikles til fulde de elementer, der skal blive dominerende i resten af karrieren, herunder brugen af glaseret tegl, og de bølgende bevægelser i strukturen. Huset er bygget oven på en allerede eksisterende bygning, som Gaudí omformede og gav nyt liv.
Også i denne bygning findes der referencer til den catalanske nationalisme. Den enorme hjørnebygning et stykke længere oppe ad Passeig de Gràcia, Casa Milà, er et andet af Gaudís sene mesterværker. Det blev bestilt af Batllós ven, Pere Milá i Camps, der havde giftet sig til rigdom gennem ægteskabet med Roser Guardiola. Onde tunger i Milàs samtid lød, at Pere Milà var mindre interesseret i la Guardiolas enke (Roser Guardiola var enke) end i enkens kiste, eller guardiola, som det hedder på catalansk.
Omkring 1910 begyndte en række nye tendenser og arkitektoniske strømninger at gøre sig gældende i arkitekturkredse og i befolkningen. Det fik Gaudí at mærke allerede ved opførelsen af Casa Milà. Arkitektens byggeri fik en blandet modtagelse, og dagbladene var fyldt med karikaturtegninger af værket. ”Stenbruddet”, ”hvepsereden” og ”butterdejstærten” var bare nogle af de øjenavne, befolkningen gav Casa Milà. Det var et tegn på at Spanien – og resten af Europa – var på vej mod nye tider. I den catalanske kulturhistorie går denne bevægelse under navnet elnoucentisme. Bevægelsen er karakteriseret ved en international byggestil, der vender tilbage til klassicismen og senere retter sig mod den europæiske modernisme, funktionalismen.
Dermed blev Gaudís højornamenterede og ekstravagante byggestil et fremmedelement i Barcelona, der hørte en svunden tid til. Efter Gaudís død i 1926 så catalanerne i mange år med en hvis ambivalens på bygningerne, arkitekten havde efterladt sig. Funktionalismen havde på dette tidspunkt for længst slået igennem og gjort andre arkitektonisk æstetiske værdier dominerende. Kun en lille skare, heriblandt surrealisterne, holdt i denne periode Gaudís fane højt. Salvador Dalí og Joan Miró var nogle af de få, der gav udtryk for en udelt begejstring for deres landsmand.
Salvador Dalí skrev i en artikel fra 1933 i magasinet Monitaure, at Gaudís værk var modernismens vigtigste repræsentant. Fra 1960’erne, da funktionalismen efterhånden slap sit tag, steg Gaudís popularitet, og i 1984 opnåede den catalanske arkitekt at få den vel nok største anerkendelse, der kan overgå en arkitekt: UNESCO inkluderede to af Gaudís værker på deres World Heritage List, Park Güell og Casa Milà. Siden er flere værker kommet til på UNESCO’s liste, herunder La sagrada Familia og La Cripta de la Colonia Güell.
